Dagbog fra verdens tag

Dag 1: Vi står op klokken 5 om morgenen og kører 13 timer i Jeep mod nordøst fra Nepals hovedstad Kathmandu til den lille bjergby Takhshindu i 2.850 meters højde. Chaufføren er ferm og har kørt denne bjergrute de sidste 6 år. Den hektiske trafik og jeepens høje hastighed gør det umuligt at falde i søvn på bilens bagerste sæder, så det er en hård tur. Heldigvis er der god stemning, da alle glæder sig til at trekke i Sagarmāthā-nationalparken i Himalayabjergene i monsunperioden, hvor vi har bjergene for os selv og undgår efterårets vanlige turismehysteri.

Den samme køretur ville have taget 6-7 timer på en motorcykel og blot 30 minutter i fly til Lukla lufthavn, som er kendt som verdens farligste lufthavn pga. den korte landingsbane. Med Jeepen oplever vi til gengæld dalene, bakketoppene, trafikken og den skrantende infrastruktur på tæt hold. Flere vej- og broprojekter er blevet igangsat men stoppet igen pga. manglende finansiering.

I Salleri, som udgør Solukhumbu-distriktets hovedsæde, skifter vi Jeep og chauffør, og i de følgende godt to timer kører vi en ekstremt bumlet bjergrute, hvor vi et par gange er ved at køre fast i mudderet. Dagsrejsen slutter ved et fint lodge/guesthouse i sten med blåmalede fyrretræsvinduer. Her møder vi første gang Mingmar, en sherpa, som vil deltage i trekket, og som kender ruten til Everest Base Camp som sin egen bukselomme. Sherpaerne er en etnisk gruppe med eget sprog, som tilhører den Sino-Tibetanske sprogstamme. Nepal har i alt ca. 135 sprog, hvoraf størstedelen er i fare for at uddø, fordi de tales af så få mennesker. Af Nepals 26,5 mio. indbyggere taler 45% Nepali, mens kun 0,43% (godt 115.000 mennesker) taler sherpa. På turen får vi et lille indblik i sherpaernes skikke og kultur. Vi møder også de to portere, Dhan Bahadur og Aidan, som skal bære den bagage, som vi ikke selv bærer under vores trek. Det er to ældre spinkle herrer, som får meget at bære. Alligevel er de i højt humør. Nepal i en nøddeskal. Mingmar og porterne hjælper køkkenet med at lave middag til os, og vi spiser den sammen om en tændt kamin midt i træhytten, som nu ligger hen i aftenmørket.

Under middagen taler vi med en østriger, som har rejst i 100 dage på en motorcykel fra Østrig til Nepal på nøje udvalgte ruter, som er kendt som verdens farligste. Det har været en vild tur med mange oplevelser i lidt for mange lande, og nu vil han gerne hjem. Vi går en anderledes fortælling rigere til køjs i gode senge.

Dag 2 fra Takhshindu til Kharikhola: Op kl 7, varmt bad, havregrød og milk tea til morgenmad og afgang kl 8. Dagen byder på den første af mange lange hængebroer, underskønne udsigter til terrassedyrkede bjergsider og den ene bjergtinde efter den anden. I alt går vi 14 km på 9 timer inkl. pauser. Mingmar går forrest og Gopal bagerst, hvorfra han kan se os alle. Mingmar er glad og snakkesalig og lader til at kende gud og hver mand, som vi møder i dalene og på stierne på bakketoppene.

Til frokost får vi for første gang Daal bath. Daal er linsesuppe og baht betyder ris på nepali. Derudover hører der karrykogte kartofler og spinat til. Retten er hverdagsspise i Nepal, og vores rejseleder Gopal kan ikke undvære sin daglige Daal baht - faktisk kan han ikke falde i søvn uden ar have spist den, siger han grinende. Retten varierer fra kok til kok, så selvom vi vil komme til at spise den dagligt på vores rejse, vil det ikke blive ensformigt. På hele rejsen spiser vi for en sikkerheds skyld kun grøntsager og tilberedte æg - ingen kød, som kan give madforgiftning.

Jeppes mave brokker sig, men det kan vi heldigvis more os over i fællesskab, og på resten af turen når alle at få diarré ad fler omgange - det hører med. Katjas knæ driller, så vi sætter tempoet ned og trekker i de følgende dage i et behageligt tempo. Vi slutter dagens trek med sved på panden ved et munkekloster på en bakketop i 2.220 meters højde i byen Kharikhola. Herfra er der en flot udsigt i alle retninger. Jeg får fried rice med æg og grøntsager til aftensmad.

Dag 3 fra Kharikhola til Paiya: Ca. 14 km. Jwg starter dagen med en æblepandekage. Jeppe får havregrød med æble, og Katja får tibetansk fladbrød med honning. De første mange timer skinner solen og det er varmt og skønt. Vi begynder at gå op igen og passerer den lille bjergby Bupsa, hvor vi får et hvil og en god kop te. Vi fortsætter op ad bjergsiden indtil vi går ind i skyerne og er omringet af tåge. Der stopper vi ved en interimistisk hytte med tag af presenninger for at spise frokost. Netop som vi kommer indenfor, begynder det at regne kraftigt for første gang på turen. En hyrde farer forbi os gennem regnen ned ad bjerget med en masse æsler foran sig, mens en lille gruppe geder bræer for at komme ind i tørvejr - de får ikke lov.

Til frokost spiser vi sammen med flere lokale en skøn krydret daal baht til frokost (den bedste indtil nu). Finten med Daal bath er, at det er den eneste ret på ethvert Guest House’s menukort, hvor du bliver tilbudt mere mad, hvis du kan spise mere. Både Jeppe, Jakob og jeg har stor appetit, så vi køber med det samme ind på konceptet.

Efter frokost er der ophold i regnen, men det begynder hurtigt igen. Vi går i total isolation midt i skyerne, mens det regner længe. Ruten er udfordrende, og vi krydser flere små vandfald og stejle skrænter, som Éduard og jeg får taget nogle smukke billeder af. På trods af regnen er der sjældent mere end fem-ti minutters stilhed, før Mingmar begynder at synge. Mingmar og de andre Sherpaer vi møder på vores vej giver indtrykket af, at Sherpaerne er et lykkeligt og standhaftigt folkefærd til trods for den åbenlyse fattigdom, vi passerer hver dag samt de barske kolde vintre, som virker abstrakt nu her i sommervarmen.

Vi møder mange sherpaer på vejen, de fleste bærere, andre hyrder med store grupper af muldyr, æsler og sommetider heste eller prægtige yakokser. Ligesom nepaleserne hilser vi med en et “Namaste”, fingerspidserne sammen og et smil.

Da vi når Paiya i 2.730 meters højde er vi våde, men vi kan tørre tøjet ved en varm ovn i stuen. Mens vi spiser, ser vi indiske og nepalesiske musikvideoer på TV’et. Det er en besynderlig og fjern verden fra hvor vi befinder os. Efter maden kigger vi på stjerner og flagermus og går i seng.

Dag 4 fra Paiya til Phagding: 

En lille portion grød med banan og en kaffe ved siden til morgenmad og så afsted. Jeppe er i bedring og drikker også kaffe. Flot udsigt til store vandfald og til hovedbyen Lukla. Jeg køber en runde saft til teamet under en pause, hvilket resulterer i, at Jeppe får dårlig mave igen. Det er en udfordrende rute især ned ad bakke, hvor vi bliver sultne i god tid inden frokost, som vi spiser i den lille by Khumbu Pasang Lhamu - endnu engang en stor portion daal bath - “Dahl bath Power!” råber Mingmar opfordrende med et grin.

Da vi viser interesse for de lokale hunde, følger de med det samme efter os i flere kilometer i håbet om mad. Der er mange hunde i Nepal og de fleste er gadehunde. I Kathmandu alene er der 20.000. Selvom hinduerne har en enkelt dag på året, hvor de fodrer hundene og lægger blomsterkranse om deres halse, anser de fleste gadehunde som beskidte. Og dwt er de også. Nogle fodrer hundene, men de færreste anser dem selv som hundeejere. Den første hund der følger os, kalder vi Paiya efter byen, hvor den finder os. Den anden kalder vi Pang efter bjergbyen Nachipang. En tredje udmagret, gammel hund kalder vi Ib efter hyenen i Løvernes Konge. Hundene fører an i et friskt tempo og er godt selskab.

Det regner en del og er en hård tur om eftermiddagen. Vi passerer rigtig mange stupaer og store sten med inskriptioner. Disse går man altid venstre om, da det giver held og lykke, bl.a. i pengesager. Vi passerer også mange mane, som er ruller med hellige inskriptioner med håndtag, så man kan rotere dem, når man går forbi. Det bringer også held og lykke. Vi ruller næsten dem alle, for vi er trætte og våde og har brug at tro på, at heldet er med os på turen. Da vi når frem til aftenens lodge i Phakding i 2.610 meters højde, har vi trekket i næsten elleve timer inkl. pauser, så vi er helt smadrede. Éduard betaler for wifi til alle og deler ud af momos til aftensmad. Kort efter aftensmaden falder vi i søvn.

Dag 5: Vi sætter fra vores lodge i Phagding efter en god nats søvn under en behagelig dyne. Vejret er perfekt, og fra start er udsigterne i Bankei-dalen paradisiske. Vi kommer forbi flere mellemstore vandfald, og efter en lille time har vi udsigt til det første snedækkede bjerg Thamserku, som vi får taget nogle gode billeder af, mens vi drikker milk tea tæt på et vandfald. En af de få andre turister, en sydafrikaner med sin kone, kommer forbi og hilser. “You come to Nepal for the mountains, but you come back for the people”, siger han. Lad os se om han får ret. Meget tyder på det. En god Daal bath serveres til frokost af en smilende og gæstfri lokal kvinde som sædvanlig - dejligt. Kort efter går vi ind i Everest-nationalparken, hvor alt pludselig bliver større og vildere. Tommelfingerreglen i Nepal er: alle tinder over 5.000 meter er hills, alle over 6.000 meter er peaks, og alt over 7.000 er bjerge.

Mingmar finder urter til os, som vi propper i næseborene for at blive friske i hovederne. 

Det er begyndt at blæse mere, da vi krydser hængebroen Hillary bridge i 125 meters højde med en anden bro hængende under sig. Stor oplevelse. Derfra går det stejlt opad til byen Namche Bazar i 3.440 meters højde.

Byen er nydeligt brolagt og emmer af kulturarv. Vores lodge er et hotel med varmt bad på værelserne, håndklæder og gratis wifi. Tak til, Renjen, som har arrangeret turen. Det viser sig, at hotellets ejers søster har boet i Lyngby i 25 år og er gift med en dansk mand. De fandt hinanden på et trek for mange år siden. Lille verden. Hotelejeren viser os sin kat, som har to nuttede killinger. God nats søvn under varme dyner.

Dag 6: Akklimatiseringsdag i Namche med morgenudflugt til Everest view point. Vi står tidligt op kl. kvart i seks og går afsted mod hvad vi tror er en picnic, men som viser sig at være en stejl bestigning på 14 hårde kilometer til 3.880 meters højde. Smuk varieret bjergnatur med nålebuske, som dufter skønt. Når jeg kommer hjem til Danmark, vil jeg købe nåletræsolie til badet.

Hele syv morgenfriske gadehunde følger efter os, og Coockie og Brownie, som vi kalder to sf dem, holder stand til toppen. Jeg beslutter mig for, at jeg skal have en hund, når tiden er ret. 

I de første timer kan vi se mange peaks. Især Thamserku (nu set fra en anden vinkel) troner over alle tinderne med sine 6.623 meter. Det er desværre overskyet på toppen, så vi kan ikke se Mount Everest.

I bjergbyen Khumjung village besøger vi regionens andenældste munkekloster, hvor vi ser yetiens skalp udstillet i en glasmontre. Det er dog det smukt udsmykkede munkekloster, som efterlader det største indtryk på mig. Efter nedstigningen tilbage til Namche Bazar spiser vi skøn frokost på hotellet (den hidtil bedste daal bath på turen, forberedt af hotelejerens kone og tilberedt med økologiske grøntsager fra hendes egen have). Efter frokost shopper vi i byens eneste to åbne butikker med outdoor-udstyr. Man mærker tydeligt, at vi er her off-season. Det er dog rart, at der ikke er turistet. Jeg køber en grim halsedisse, så jeg slipper for ondt i halsen i blæsevejret i bjergene. Bagefter går vi ind og får en kop rigtig malet kaffe på en café - det gør godt. Afslapning resten af eftermiddagen og lækker Sherpa dinner på hotellet.

Dag 7: Namche til Debouche

Mens vi andre spiser morgenmaden færdig tager Éduard til lægen og får fikset en betændt tå, som har voldt nogle smerter indtil nu. Den første lange del af ruten fra Namche til Debouche er en god jordet sti at gå på. Bjergene begynder at ligne hinanden, og jeg lytter til lydbogen Den glemte dal - Nepal fra 1960’erne, hvor Karl Johannes Eskelund besøgte Nepal. Han fortæller levende og humoristisk om landets historie gennem sine møder med forskellige befolkningsgrupper på tværs af kaster. Lærerigt - stor anbefaling.

Til frokost spiser vi Daal bath i solen ved floden. Kort efter frokost fortæller Katja, at hun ikke har det godt. Samtidig ændrer terrænet sig drastisk og bliver stejlt resten af vejen mod Debouche. I alt skal vi ca. 400 meter op fra Namche. Katja holder mange stop og har det skidt. Vi hjælper til og hun giver alt hvad hun har, men hun begynder at overveje at stoppe opstigningen her. Édouard har også haft højdesyge og er nu på diamox. Jeg selv har det endnu fint, selvom jeg er begyndt at døje med næseblod dagligt.

På den sidste del af ruten nær Debouche ændrer landskabet sig, og vi går ind i en rodedendronskov, hvorfra der hænger nogle tanglignende vækster. Det minder om sumpskovene i Dagobah, hvor Yoda bor i Star Wars-serien.

Vi slutter i 3.850 meters højde, og dagen har været den hårdeste hidtil. Vi går derfor alle tidligt i seng.

Dag 8: Debouche til Dingouche

Vi bliver vækket af Mingmar, der råber “Everest, Everest”. Vi skynder os ud fra vores værelser og løber hen til enden af gangen, hvor vinduet står åbent. Vi læner os ud og ser en flot blå himmel og følgende krystalklare bjergtinder: Mount Everest, verdens højeste bjerg, Lhotse, verdens fjerdehøjeste bjerg og Ama Dablam, et meget smukt bjerg, som er verdens femte mest teknisk svære at bestige - det er også både Gopals og Mingars favoritbjerg. Fra Jeppes og mit vindue i den anden retning kan vi lige så tydeligt se bjerget Karyolong.

Så er dagen fløjtet i gang, og vi er helt høje på adrenalin over de sneklædte bjergtoppe. Til morgenbordet fortæller Katja dog, at hun og Gopal har besluttet, at hun bliver hos familien på vores lodge her i Debouche indtil vi ses der igen om fem dage. Efter morgenmaden siger vi på gensyn til hinanden og drager afsted mod højderne.

Da vi kommer ud af rodedendronskoven, krydser vi en flod og får øje på de mange smukke bjergtinder - ikke mindst Mount Everest. Ama Dablam er tættest på og troner over os - vi er helt bjergtagede.

Vi går i et hurtigere tempo og når hurtigt byen Somare, hvor vi i 4.040 meters højde spiser frokost i solen. Som tilbehør får vi en chilipesto, som er det stærkeste, de fleste af os har smagt. Gopal tror ikke på det og tager en halv teske i munden og får et chok og må spytte det ud igen. Vi griner alle højt.

Landskabet ændrer sig fra træer til buske og bliver langsomt mere goldt. Stenene bliver lysere, og til sidst er vi et månelignende landskab. Samtidig ændrer vejret sig til kraftig blæst og småregn. Gopal beder os have noget på hovedet for at undgå hovedpine. Da vi når Dingbouche, bliver jorden sandet med nogle finurlige runde buske, inden vi når hotellet, hvor vi genser andre besøgende, som også skal til Everest Basecamp.

Dag 9: Vi vågner og kan se mere end seks forskellige kendte peaks i helt klart vejr fra vores lodge. Især Ama Dablam troner sig majestætisk over byen. Dagen er en akklimatiseringsdag i Dingbouche med udflugt til en bakke ved byen på 4.800 meters højde. Meningen er, at vi skal vende os til de store højder. På turen ser vi den første yakokse og får taget gode billeder af Ama Dablam.

Også i dag har Jakob været solid som en klippe. Uden et ord og uden brok ligger han lige i hælene på Mingmar i front.

Da vi kommer tilbage, spiser vi frokost og slapper af. Bestyreren på vores lodge er alene og ammer en baby, så alle besøgendes guides og portere hjælper til i køkkenet, mens vi bærer vores service tilbage til køkkenet og siger tak. Det bidrager til en følelse af sammenhold. Om eftermiddagen begynder Jeppe at læse i en biografi om Troels Kløvedal, og flere af os får et tiltrængt bad. Om aftenen quizzer vi kendte personer, inden vi går i seng.

Dag 10: Vi forlader det hyggelige lodge i Dingbouche og går mod Lobouche. Vi har fået en solid morgenmad, så vi går i et friskt tempo og spiser først frokost ved ankomst. Der er overskyet, men vi går gennem nogle smukke blomsterenge, og på vejen ser vi en del yakokser på en bjergside.

Stemningen er høj, og Mingmar lærer os slemme ord på Nepali og får os til at sige ting foran porterne, som får dem til at grine vildt.

Vi går gennem et område med mindesmærker til ære for alle de, der er omkommet i bjergene. Som vi nærmer os Everest, skifter landskabet karakter fra en lun, syret udgave af det skotske højland til et koldere, vindblæst månelandskab med store hvide sten, faretruende sorte bjergtinder, lavthængende skyer og et blændende hårdt hvidt lys.

Til sidst bliver vi fulgt til dørs i vores nye lodge af en venlig rød hund, der hedder Pasang (det betyder søndag på sherpa). Vi får at vide, at den pendler mellem alle byerne fra Everest helt til Namche Bazar, så den må være den af os, der kender området bedst.

Vi er nu i 4.900 meters højde, og efter frokost bliver jeg ekstremt træt, får hovedpine og får efterfølgende kvalme. Det er højdesyge. Jeg kommer til at sove i ti minutter, selvom Gopal har advaret mod det. Jeg får det værre, men holder mig hydreret, og efter nogle timer tvinger jeg på Mingmars anbefaling en hvidløgssuppe i mig til aftensmad, hvorefter kvalmen aftager og jeg langsomt får det bedre. Højdesygen er afværget uden at jeg må tage Diamox. Mingmar kalder grinende sin stærke risøl for sin diamox. Vi andre må stadig ikke drikke alkohol i højderne. Vi morer os, og jeg går udmattet men håbefuld i seng.

Dag 11: Lobouche til Gorashep og Everest Base Camp

Da jeg vågner klokken halv seks om morgenen, har jeg sovet i otte timer og er ikke længere syg. Efter et varmt bad fra en spand i et skur med bare tæer på stenene under mig, spiser jeg min chapati (fladbrød) med omelet med største appetit. Da vi forlader Lobouche er det tåget, og vi begiver os ud i månelandskabet mod Gorashep. Jeg beder Gopal om en halv diamox og sluger den med en tår vand for en sikkerheds skyld. Vi går nu langs en rislende stille flod med udspring fra de enorme ismasser i den fire kilometer lange Khumbugletscher foran os.

Omkring os vokser der med jævne mellemrum nogle ensomme blomster, som overlever i ly af større sten. Blomstens overraskende sarte blade har en kraftig, næsten selvlysende blå farve, som pryder det golde landskab. Vi er på månen, men der er liv, og livet er smukt.

Vi ankommer til Gorashep, som er verdens højest beliggende bebyggelse i 5.140 meters højde. Der er ikke mange bygninger, og vi ser få andre vandrere. Efter en effektiv frokost, fortsætter vi langs Khumbugletscheren og støder snart på massiv is under os. I det fjerne hører vi krak og brag så høje som små tordenskrald. Det er bevægelser i gletscheren og i isen på bjergene omkring os, som vi begynder at kunne ane gennem tågen. Vi er oppe mod store kræfter. Vi hopper fra sten til sten, og stenene fortsætter så langt øjet rækker. Khumbugletcheren er verdens højeste gletscher, men den har ikke samme fylde som før pga. klimaforandringer. Midt på gletscherens bakker og bunker af løse sten i hvide, grå og kulsorte nuancer ligger en stor blød sten. På stenen står der ‘Everest Base Camp’., og den er 5.364 meter over havets overflade. Vi bevæger os ned mod stenen på gletscheren, mens småstenene skrider under os. Landskabet er ubeskriveligt. I modsætning til mine forventninger virker Everest Base Camp næsten som et lille og næsten tilfældigt mødested i en ørken på et løst underlag af sten og is. At bjergbestigere fra hele verden ligger i telte her i ugevis hvert år forekommer mig helt uforståeligt. Alene at skulle slå teltet op virker umuligt, men at sove her, virker torskedumt. Foran os, på vejen forbi det mægtige bjerg Nuptse mod bagvedliggende Mount Everest ligger Khumbu Ice Fall, som er et kridhvidt område med sylespidse isflager, som stikker op i luften i forskellige retninger som nålene der beskytter en kaktus. Det er den farligste del af Everest-bestigningen, og man forstår straks hvorfor. Édouard og jeg går lidt videre ind i landskabet, med de kulsorte sten skridende under os. Vi når en isblå flod i gletscheren, som lyser op blandt de sorte sten. Som en lysende sprække i landskabet, fosser vandet gennem isen og former den som en bobslædebane, der fortsætter i underjordiske gange. Jeg har lyst til at udforske det nærmere, men for første gang føles turen livsfarlig, og vi går tilbage til de andre. Dette er det tætteste vi når på Mount Everest. Det forekommer mig i øjeblikket vanvittigt, at nogen kan finde på at bruge et tougers tidsrum på at bestige bjerget i en lind kø af andre bjergbestigere. Men samtidig har jeg følelsen af, at jeg er så tæt på nu. Måske jeg beslutter mig for at bestige det en anden gang. Hvem ved.

Vi går tilbage til Gorashep, hvor jeg nyder min nyfundne appetit og gør mig klar til turens højdepunkt tidligt næste morgen.

Dag 12: Klokken fire on natten vækker Gopal os og fortæller, at det regner og der derfor ikke er udsigt til Everest fra toppen af Khalapather, som vi skal bestige i dag. Vi er for søvndrukne til at være skuffede og aftaler, at vi må vente en, to, tre timer og se vejret an. Allerede en time senere vækker Gopal os igen. Regnen er stoppet, og det er ved at klare op. Ti minutter senere er vi på vej op ad Kalapather. Det lysner, men solen er endnu ikke stået op. Med det samme ser vi, hvad vi ikke kunne se dagen før: Vi er omgivet af bjerge. Verdens højeste bjerge. Over os troner det respektindgydende Nuptse på 7.861 meter, og bagved, stadig indhyldet i skyer er toppen af det højeste sted på jorden, Mount Everest med sine 8.849 meter over havet. Det starter som en stejl opstigning, vi hiver efter vejret, og jeg må holde pauser hver tiende meter. Jeg er bange for at det er højdesyge, men det er den tynde luft og den stejle rute. Jeppe råder mig til at tage musesmå skridt. Det gør jeg, og så kan jeg gå uden at holde pauser. Det går langsomt, men sikkert opad. Solen er ved at stå op, og Everest kaster en lang skygge over himlen, så man fornemmer hvor stort det er. Foran os ligger bjerget Pumori, som lyser op i den blide morgensol og glimter som en blød juvel. Det er så smukt, at det giver et sus i os alle. Solen står op, det klarer yderligere op, og Everest står nu klart som på en plakat, dog stadig henlagt i sin egen skygge. Der begynder at være sne på stenene under os. Bestigningen er det hårdeste vi endnu har prøvet. Endelig når vi et plateau tæt på toppen, hvor vi mødes, jubler, tisser ned i bjergdybet bag os og kigger halvuroligt og forventningsfuldt op på spidsen af Kalapather. Der må være 50 meter igen i højden. Bakketoppen runder i en makaber hugtandslignende spids med mange meter ned til hver side. Trekket føles ikke længere helt ufarligt. Vi fortsætter op, og som stenene bliver større og glattere, klatrer vi fra sten til sten med ben og arme til vi når et plateau på toppen, som er prydet med flag i mange farver. Jeg forsøger at kravle de sidste meter op til den allerøverste klippesten på toppen, som måler 5.545 meter. Men på to sider går det virkelig langt lodret ned, så højdeskrækken rammer mig som et lyn og jeg forstener med et bankende hjerte. Jeg presser mig ind mod bjerget med ryggen og kigger op i himlen. Jeg finder mig til rette på en klippesten to-tre meter fra toppen. Som roen indfinder sig, bjergtages jeg af af panoramaet af snedækkede bjergtinder mod den nu krystalklare dybblå morgenhimmel. Der er bjerge overalt. I det fjerne blærer Ama Dablams symmetriske tinde sig, og tæt på dominerer Everest naturligt, selvom Nuptses højeste tinde fra denne vinkel og afstand ser størst ud. Solen varmer, og det blæser ikke synderligt, selvom vi er på en bjergtop. Det er skæbnens ironi, at vi kan takke de globale klimaforandringer for udsigten. Tidligere ville man nemlig slet ikke kunne se denne udsigt i monsunperioden. Det er svært for Gopal at få mig ned igen, men vi skal videre og have morgenmad, da vi har et meget langt trek tilbage til Katja foran os.

Efter morgenmaden har vi fornyet styrke og er stadig høje på morgenens oplevelse. Det går stødt ned ad bakke, så vi sætter tempoet op. Vi går gennem byen Pheriche. Dagen er hård, men effektiv. Inklusiv Kalapather trekker vi over 30 kilometer i længden og intet mindre end 1.695 i højden. Undervejs udligner vi lettede trykket i ørerne ad flere omgange. Vi når frem til Katja ved syvtiden om aftenen, lige inden det bliver mørkt. Jeppe og jeg fejrer bedriften med en nepalesisk øl, der som standard indeholder 650 ml relativ stærk øl. Vi sover som sten.

Dag 13 til 18: Vi er fuldtallige og i godt humør. Vi går for anden gang mod den den ubeskriveligt smukke bjergby Namche, hvor vi fra hotellets tagterrasse nyder solnedgangen og byens lyde - en brølende ko, legende børn og rislende vand mod bagtæppet af bjerge. Da vi dagen efter går fra Namche, lytter jeg til lydbogen 7 Gode Vaner, mens mine tanker går på mit arbejde og mit liv i Danmark. Det er som om jeg vil videre i teksten. Der skal ske noget.

Da vi igen krydser hængebroen Hilary Bridge i 125 meters højde, ser vi for første gang større vilde dyr: bjerggeder. I solen på en næsten lodret bjergside går de så let som ingenting, bukke såvel som kid, rundt og nipper af blade og græsser. Det er fascinerende. At vi ikke før nu har set større vilde dyr har ærgret mig. Jeg har en teori om, at de mange hunde har spist de fleste større vilde dyr, eller også at dyrene blot holder de sig langt fra de befærdede bjergstier, vi går på.

Kort før Lukla møder vi Gopals onkel, tante og kusine, som har en kaffebar med egen kafferister. Vi nyder en særdeles stærk kaffe og en flot udsigt, og Jeppe og jeg leger med tanken om at sælge Himalayakaffe i Danmark. Da vi når Lukla indlogerer vi os på Mingmars eget guesthouse på byens hovedgade. I det rustikke køkken møder vi hans kone, som ikke taler engelsk. Vi bestiller for første gang på turen kød, da det er friskt. Mingmars kone banker højlydt yakoksebøffer til os i køkkenet, og de smager udsøgt. Til maden bestiller vi den lokale bjergdrik Tongba (også kendt som Jaand), som er en stor kop fyldt med fermenteret hirse, som man overhælder med kogende vand. Den søde alkohol siver ud af hirsen, og efter fem minutter drikker man fra et metalsugerør. Når man har drukket væsken, hælder man blot vand på igen. Det kan man gøre 3-4 gange indtil smagen udvandes. Smagen er vidunderlig. Sød, varm, gæret, lidt røget og lidt bitter. Det er bedre end gløgg, øl og vin, og en fantastisk stemning spreder sig i stuen i takt med at vi hurtigt bliver fuldere af den stærke drik. Mingmar har et musikanlæg, og resten af aftenen hører vi firserklassikere og danser med porterne. Det er den bedste og den mest tiltrængte fest. I løbet af aftenen beslutter jeg mig for at lave Tongba i Danmark, og det er jeg også fast besluttet for dagen efter - til trods for nogle afsindige tømmermænd. Et godt råd: drik kun een Tongba.

Med tømmermænd, høj varme og et trek foran os på 33,5 km, kan jeg intetanende se frem til turens mentalt hårdeste trek. Efter at have set et lille passagerfly til Kathmandu lette fra Luklas verdenskendte korte landingsbane, begiver vi os misundelige mod Kharikola til fods. Efter frokost har jeg det lidt bedre og taler så småt igen med de andre. Men varmen skiftes ud med den sædvanlige silende eftermiddagsregn og siden mudder. Vi glider, og for første gang på turen må jeg bruge en vandrestav, for at undgå fald. Ved skumring går vi blandt enorme regnskovstræer, hvor sværme af øredøvende cikader faretruende hvæsser af os. De sidste to timer går vi i kulsort mørke med pandelamper på. Vi har splittet os op i to grupper, hvor Jeppe, Édouard og jeg går forrest med de to portere. Det viser sig, at jeg har en helt særlig tiltrækning blandt igler, som sætter sig på mit tøj konstant. Nepaleserne plejer at sige, at iglerne går efter “bad blood”, men de er søde og siger i stedet, at jeg må smage ekstra godt. Tre gange får jeg igler i ansigtet, mens to andre igler når at bidde sig fast på mig og efterlader små mørke sugemærker på mit maveskind. Da vi endelig når frem er vi udmattede som aldrig før og meget bekymrede for Katja og den anden gruppe. Der går dog ikke mere end ti minutter, og så kommer de ind af døren med Katja forrest i højt humør. Det har været hendes hidtil bedste trek siger hun smilende, mens vi andre ser måbende til. Verden er uforudsigelig, og tak for det. Vi falder næsten i søvn under middagen, hvis ikke det er for en kakafoni af larmende smartphones fra en gruppe munkedrenge samt et faretruende pansret grønt insekt på størrelse med en hånd, som flyver ind i væggene og ikke kan finde ud af lokalet. Samme insekt farer senere som et projektil ind af det åbne vindue til det det mikroskopiske oplyste lokum, som jeg har sat mig på. Jeg får et chok og farer op og kan ikke lade være med at grine, da jeg først er kommet til fatningen igen.

Dagen derpå er turens sidste trek, og ruten er heldigvis særdeles fremkommelig. Vi genkender de fine udsigter til etagedyrkede rismarker, og vi er nu i et klima, der er for koldt til igler - thank you, Lord! På vejen køber Mingmar og jeg fem kilo hirse og en pose af de særlige lokale tørgærskugler marcha. Jeg skal lave Tongba i Danmark, og jeg kan ikke vente med at komme i gang med kogegryderne.

Vi vender glade, stolte og udmattede tilbage til Takhshindu i 2.850 meters højde. Som vi sidder rundt om kaminen i stuen, har vi aldrig været mere klar til Kathmandus kaotiske overflødighedshorn af oplevelser. Vi skal bare have overstået en Jeeptur først. På den anden side venter os en uge med nye venner, romance, dans, musik, udsøgte middage, drinks, juices, unesco-kulturarv, shopping, skønhedssaloner, tatoveringer, piercinger og meget andet. En diametralt modsat oplevelse af de forrige tre uger, forstærket af, at vi har levet næsten asketisk i bjergenes stilhed og isolation i tre uger. Vi har haft tid til at tænke, og nu ved vi akkurat hvad vi hver især vil. Fra bjergene har jeg lært at værdsætte udholdenhed og stilhed. Jeg er blevet mere stålsat, mere tålmodig, jeg går mindre op i renlighed omkring mig og mere op i menneskerne omring mig, og jeg ser og efterspørger tydeligere, hvad jeg har lyst til. Og så jeg har lært hvor smuk verden er, men også at klimaforandringerne presser sig på hvor end, man vandrer hen. Men den sande lærdom fra Nepal kræver en særskilt fortælling fra storbyen og de venner vi har der nu. Som turisten fortalte os i bjergene: “You come to Nepal for the mountains, but you come back for the people.” Af alle verdens klichéfyldte turismemantraer er intet mere sandt. Nepals glade, ærlige, humoristiske, hårdtarbejdende, forskelligartede befolkning har sat et varigt aftryk i mig. Således er min rejse til verdens tag blot begyndelsen på forhåbentlig mange nye eventyr i dette spændende, fredelige, bjergrige land mellem Indien og Kina. Namaste, Nepal.